Tekst

Af Trine Rytter Andersen

 

Få kunstnere har som Christine Lyhne lært tålmodigt at undersøge et materiale helt til bunds. Ikke mange har som hun evnen til ydmygt at dedikere sin tid til at lære et medium at kende, for derved at komme op på et niveau, hvorfra det lader sig gøre på smukkeste vis at udnytte materialets særegne kvaliteter og udfordre dets grænser i skabelsen af kunstobjekter.

 

Et besøg i Christine Lyhnes atelier afslører et stort arbejdsbord, hvorpå en symaskine er det centrale værktøj. På hylder findes et utal af forme til manuel udstansning af papcirkler i forskellige størrelser og papir i mange forskellige farver og kvaliteter. På væggene hænger en række værker, hvoraf nogle stadig er undervejs. Hurtigt går det op for mig, at det her også er et møde med en kunstner, der ikke går på kompromis og som hengiver sig fuldt og helt til langsommeligheden i skabelsesprocessen. Hun arbejder fortrinsvis med papir, med gentagelser, ujævne og taktile flader, med mønstre på flader og rosetter udformede som væghængte objekter. Der er altid noget helligt – eller befriende – ved at træde ind i den type fordybelsesrum, hvor kærligheden til materialet og kunsten, der kommer ud af det, er mærkbar på denne helt særligt koncentrerede facon. Det kommer sig af de mange timers arbejde og den pågående undersøgelsesproces og dens mange destilleringer. Sådanne kunstnerrum oser af nærvær og lyst til at hengive sig fuldt og helt.

 

Christine Lyhne er sådan en kunstner, der arbejder helhjertet med sin kunst med det ene formål at fravriste sit materiale den information, hun behøver for at skabe sine tidløse og abstrakte værker. Det er logisk, at de geometriske former kommer ind i billedet, og cirklen er også hendes foretrukne grundform. Hun bringer den i spil ved at masseproducere den og bruge den som grundelement i opbygningen af værket. Ved at vende, flippe, bøje og sammensy cirklerne udforsker hun lys og skygge, fladers forskydning og farvens nuancering i sine tredimensionale vægobjekter. Det fine ved disse værker er, at sytrådene ikke afklippes, som man ville gøre det under normale omstændigheder. Her skaber de fine tråde, som hænger ned fra værket, en ekstra kvalitet af noget skrøbeligt, sanseligt og fint. På samme måde optræder en tilsvarende sensibilitet i andre værker som noget uregelmæssigt, en løs afslutning eller en utrimmet kant. Omvendt er selve det håndværksmæssige ubestrideligt perfektioneret og det er netop dynamikken mellem de to polariteter, som giver værkernes deres “elektricitet”. Et andet karakteristika ved Christine Lyhnes kunst er, at den ved første øjekast virker uprætentiøs og minimalistisk i kraft af dets insisteren på at skabe udtryk gennem gentagelser, men det skønne er, at netop dette munder ud i en form for stoflig- og kromattisk overdådighed. De små forskydninger i en flade, der er skabt af identiske papirstrimler skaber en rig stoflig oplevelse og nuanceringer i farven. Det er disse nuancer, der interesserer kunstneren, og det er for at opdage og give dem form, hun tilbringer så mage ensomme timer bøjet over symaskinen i atelieret.

 

Christine Lyhne interesserer sig for ’det skønne’ i klassisk forstand. Hun er en af de mange kunstnere, hvis møjsommelige håndværkstunge arbejde bidrager til det, vi kalder grundforskning inden for det billedkunstneriske felt. Værker i denne kategori giver sig til kende med en særegen tidløshed, og de trækker næsten altid på noget arkarisk og eviggyldigt i formmæssig forstand. Denne iboende universalitet er altid mirakuløs og mystisk på en ydmyg og ikke larmende facon. Af den grund kræver den af sine skabere, at de har evnen til selv at træde lidt i baggrunden, at deres individuelle egoer ikke må fylde så meget undervejs i den kunstneriske proces. Det betyder naturligvis også, at værkerne har en høj grad af autonomi : at de er selvberoende og kun refererer til sig selv og deres egen materialitet. Som beskuer møder du dem som noget fremmedartet eller som noget bekendt. De tilbyder dit øje et sted at gå på opdagelse og dit sind en lille pause.

 

Christine Lyhnes værker indbyder til kunstnerisk nydelse. Giver du dig hen til denne mulighed, vil du opdage at der bag værkernes minimale og konkrete udsagn også findes en reflekterende og sansende afsender, hvis temperament, flid og sensibilitet kommer til udtryk i valget af farve og form. Har du adgang til at opleve en mangfoldighed af forskellige værker, vil du opdage en musikalitet i de rytmiske forløb og “spring” fra en farvecirkel til en anden. Der er en spænding i værkerne, som mærkes kropsligt, og det er de små nuanceringer der gør hele forskellen. Christine Lyhne repræsenterer en særlig kunstnertype, hvis flittige arbejde i atelierets afsondrethed ofte bærer lønnen i sig selv. Det er betingelsen for den kunstneriske frihed og for kunstnerens mulighed for at forfølge, udforske og afprøve sine ideer og sit materiale. I den slags processer findes der ingen lette løsninger og ingen smutveje. Det kan vi, som oplever værkerne glæde os over.